Menu

6-Løberen - Mathias Johansen

image
FMR
25. januar 2018 kl. 21:55
6 spørgsmål til en ØB'er

For at komme lidt rundt i klubben, vil vi starte en spørgerunde op, hvor vi udspørger en udvalgt person til at svare på 6 spørgsmål. Heraf navnet, 6-løberen. Spørgsmålene kan omhandle alt muligt, og det vil være fantastisk hvis man vil være med, hvis man bliver udpeget som næste person i rækken.

 

Næste mand i stolen til at svare på 6 spørgsmål er Årets Leder anno 2015, Mathias Johansen U12/U13 assistent. 

 

Hvis du ikke var træner i ØB, hvilken anden klub ville så få dine kompetencer?

Hvis jeg ikke var træner i ØB, så tror jeg ikke at jeg ville have været fodboldtræner i nogen anden klub.

 

Du har haft mange år allerede i ØB, hvordan startede det?

Det startede da jeg i en alder af 15 manglede en fritidsinteresse, og da jeg interesserede mig meget for fodbold, men ikke selv havde lysten til at spille tænkte jeg at det kunne være spændende at prøve at være træner. Og det resulterede så i at jeg nu kører som træner i ØB på 8. År.

 

Hvilke personer ser du mest op til som spiller og som træner?

Uden tvivl Carlos Puyol.  En gudsbenådet forsvarspiller, med den rette attitude på banen.  Han gik ind for fairplay og ydmygede aldrig sine modstander selvom Barcelona vandt stort.

Hvis jeg skulle vælge en træner skulle det være Mauricio Pochettino i Tottenham. Jeg er stor tilhænger af den direkte form for fodbold, og de hurtige pasninger. Samtidig har han fået Tottenham ind i top 4 selvom de har ikke haft de samme økonomiske muskler som andre klubber i top 4 har.

 

I sommerstævnerne de sidste par år har ungdomstrænerne haft et hold med i gadeturneringen. Hvad er forventningerne for 2018 holdet?

Jeg ved ikke helt om der er nogle forventninger, de sidste par år har det jo ikke været helt godt med pointene. Så hvis der er nogle forventninger så må det være at få flere point end de foregående år. 

 

Nu har du en uddannelse som Elektriker. Hvad er den mest "strømlinede" vittighed du kan om dit fag?

At være elektriker er et chokerende arbejde, hvor det virkelig gælder om at komme i stødet. Man skal bevare fatningen, bruge pæren og følge med strømmen.

 

Hvilken anden person i ØB, kunne du tænke dig skulle svare på 6-løberens spørgsmål?

Kasper P. 

Luk