Menu

Frivillighed? Er det også mig?

image
FMR
10. maj 2019 kl. 09:50
I ØB er fællesskaberne pulsen i klubben.

Frivillighed? Er det også mig?

 

Det korte svar er – ja! Det lidt længere svar kommer her.

 

I ØB er fællesskaberne pulsen i klubben.

 

Mangfoldighed og stærke fællesskaber er det, som kendetegner vores lille klub – her er plads til alle.

En af grundene til at vi har så mangfoldig en klub er bl.a., at vi har en af de laveste kontingentsatser på både børne- og seniorplan – her kan de fleste være med. Den lave kontingent er kun muligt pga. af et helt særligt fællesskab – det frivillige fællesskab. Vi har en gruppe af frivillige, som gladeligt uge efter uge giver den hele armen ved div. arrangementer.

 

Men frivillighed er ikke bare forbeholdt dette lille fællesskab – det er for alle – ellers kan vi ikke i fremtiden sikre de samme gode rammer i ØB. Der er meget fokus på frivillighed i samfundet og i ØB melder vi os med i koret, vi mangler frivillige hænder.

 

Hvordan bruger vi frivilligheden i dagligdagen?

For at klare dagligdagen i klubben, har bestyrelsen valgt at ansætte en formand samt en kasserer på hver 20 timer ugentligt. Både formanden og kassereren får lidt godtgørelse for deres arbejde, men det er i småtings-afdelingen. De fleste i klubben vil sige, at det er godt givet ud, for, hvis de ikke var i klubben i dagtimerne, så ville det se helt anderledes ud i klubhuset, på arealerne, for ikke at tale om alt det tøj, som alle hold i klubben bruger.

For at kunne aflønne de to, skal vi have en indtjening i klubben. En stor del af indtjeningen kommer via frivilligt arbejde ved særligt to arrangementer: Magasinet og Odense Stadion

Du vil under en ”vagt” møde en hel del gamle fodboldkoryfæer fra OB og landshold.

Så er du villig til at investere i 4-5 timer, hvor du kan opleve en koncert, stand up eller en fodboldkamp og samtidig hjælpe klubben på frivillig basis? Så siger vi Ja Tak! Mange tak!

Hvorfor er det vigtigt, at vi kæmper for frivilligheden?

På årsbasis tjener ØB, så mange penge på arbejder på Magasinet og Odense Stadium, at vi udover at kunne aflønne vores to medarbejdere også kan have en af de billigste kontingenter for fodboldklubber i Odense. Hvis vi ikke have indtjeningen på det frivillige arbejde, ville en seniorspiller skulle betale 1.200 kr. pr. halvår for at spille og træne i ØB, mens ungdomsspillerne vil skulle slippe 525 kr. for de yngste og 675 kr. for de ældste i ungdomsafdelingen.

 

Vi er omkring 100 ungdomsspillere i klubben, så vi er ca. 150-200 forældre, som kan hjælpe til. På seniorplan har vi 150 aktive spillere, og hvis vi medregner kærester og ægtefæller, så har vi måske 250 i alt, som kan hjælpe til. Det betyder, at lægger vi tallene sammen, så er der vel potentielt 400 frivillige folk, som vi kunne trække på. I øjeblikket ligger tallet af frivillige på ca. 30. Det er tordenskjoldssoldater og det er opslidende for de få, hvilket betyder, at vi risikerer at miste de få frivillige hænder, vi har.

 

Nu tænker du måske, kunne vi ikke finde en anden løsning? Vi kunne f.eks. droppe Magasinet og Odense Stadion og finde en sponsor? Og jo det kunne vi i teorien, men i praksis bliver det svært at finde en sponsor, som er villig til at lægge 125.000 kr. på årsbasis i en lille klub som ØB.

 

Det betyder ikke, at vi har låst os fast på en løsning, hvor vi kun vil fokusere på Magasinet og Odense Stadion. Du er meget velkommen til at komme med nye idéer, som kan fylde penge i kassen. Frivillighed for os er også at tænke nye tanker - bringe tankerne i spil og omsætte dem til handling.

  

Bestyrelsen ønske for frivilligheden i ØB

I bestyrelsen synes vi, at der kunne være fedt, hvis ungdomsafdelingen kunne oprette en forældreforening, som på sigt bl.a. kan varetage de sociale arrangementer, der er i klubben. For det første kan det være salg i forbindelse med fodboldstævnerne for ungdommen på hjemmebane. For det andet kan det være salg i forbindelse med 1. holdets kampe. For det tredje kunne det være at koordinere hjælpere til Magasinet eller Odense Stadion. Der er reserveret startkapital, fra en anden støtteforening i ØB, så der startes ikke med en tom pengekasse.

 

I seniorafdelingen ville det være godt, hvis flere seniorspillere, veteraner, Super Masters trådte til og gav en hånd med i frivillighedens tjeneste. Det ville styrke klubbens puls – og støtte op om, at i ØB er det høj som lav, der give den en skalle, når vi skal sikre rammen for vores fantastiske klub.

 

Vi håber med disse ord, at flere har fået lyst til at bakke op om frivilligheden.

 

På bestyrelsens vegne.

 

Flemming M. Rosenlyst                                                                                                                               Jørgen Andersen

Næstformand                                                                                                                                                 Formand

Luk