Menu

Eldorado Cup i Verninge

image
FMR & Jess Wedel
27. oktober 2018 kl. 21:30
U7 - U9 & U12 i kamp

Lørdag den 27. oktober, bød Verninge IF velkommen til 2. udgave af Eldorado Cup. Et stævne hvor der bliver lagt vægt på bredde fodbold, og ikke resultaterne. I alt var der 104 hold tilmeldte fra hele Fyn og 4 hold fra Aarhus, det er i sig selv vanvittigt flot at kunne trække så mange hold og spillere til Verninge.

Fra ØB stillede vi med et U7, et U9 samt vores U12 hold. 

U7 stillede op med, Laura - Frida - Peter & Josef. De var dog kommet i en svær pulje, og selvom der var god gejst samt fight, så spillede de kun lige op med værtsklubben fra Verninge 2, mens det blev nederlag til Højby, Allested & Ringe. En pulje med 5 blå hold :) Men drengene og pigerne hyggede sig i dag, og fik en flot medalje og lidt godter til ganen som tak for indsatsen.

 

U9 

På denne rigtige efterårsdag, med blæst og regn, skulle U9C en tur til Verninge og deltage i Eldorado Cup.

1. kamp. Aarhus Fremad 1 -3 ØB. I denne kamp, som så ofte set, havde vi en lidt tung start. Vi fik dog hurtigt etableret spillet og skabt et par chancer, men uden scoringer. Pludselige på en hurtig omstilling smuttede deres angriber afsted mod vores mål, og på en hård afslutning skød han den ind uden chance for Mathias i målet. Så var det med at holde fast i vores gode positive spil, og med højt pres og mange løb, lykkedes det os hurtigt at få vendt kampen. Med tre gode mål af Magnus efter nogle giftige solo ture og et straffespark, så vandt vi kampen sikkert.

2. kamp. ØB 4-0 Svendborg. I denne kamp var vi i fuld kontrol fra start til slut. Vi havde skiftet målmand, så Snorre nu stod på mål, hvor han ikke havde meget at lave. Vi kom i gang med målscoringen efter igen mange misbrugte chancer. Mathias og Magnus udgjorde et giftigt makkerpar i front, Med tre flotte scoringer af Mathias og en af Sverre vandt vi kampen sikkert 4-0.

3. kamp ØB 0-0 OKS. Her var der dømt gruppefinale mellem de to stærkeste hold i puljen. OKS har igennem året vist sig at være vores onde ånd, altid tætte kampe som vi ender med at tabe med et enkelt mål. I denne kamp startede vi ud helt fantastisk med at sidde på spillet og skabe store chancer. Vi havde et skud på stolpen af Magnus og et drøn på overlæggeren fra Snorre, som var blevet afløst af Mathias i målet. Det tegnede til at blive en af de sædvanlige tætte kampe. Efterhånden som vores spillere blev trætte, så fik OKS flere og flere chancer, men Mathias stod en flot kamp i målet. Alle spillere gav sig fuldt ud i denne kamp. Lille Osama udførte et flot defensivt arbejde mod OKS’s store spillere. Albert og Phillip var et rigtigt godt makkerpar når de angribende spillere fra OKS skulle tackles. Liv os Sverre viste stort overblik og var gode til at opsnappe løse bolde. Så da slutfløjtet lød, så havde vi endelige ikke tabt en kamp mod OKS, men opnået et flot resultat med 0-0.

4. kamp. SKFIF 0-5 ØB. I denne kamp fik Magnus og Snorre sig en velfortjent pause på henholdsvis bænken og i målet, efter at de havde spillet fuld tid mod OKS i forrige kamp. I denne kamp blev vi derimod vidne til en sandt målshow af Sverre. Han scorede 4 flotte mål på flotte oplæg fra Mathias, inden at Magnus kom ind og sluttede kampen med en scoring. En sikker sejr på 5-0. Dette stævne viste, at vi har nogle rigtigt dygtige spillere, som har udviklet sig rigtigt meget. Der var en fantastisk holdånd og alle spillere løb og kæmpede for hinanden. Så Magnus, Snorre, Mathias, Sverre, Osama, Albert, Phillip og Liv kom alle hjem med en fin medalje og en fantastisk oplevelse.

Til slut vil jeg lige nævne stævnets detalje, selvom det er svært at vælge. Mathias får bolden på egen banehalvdel efter at Liv har erobret den, han sætter i et vidt løb ned af banen i højre side, løber og dribler uden om tre spillere fra SKFIF, inden at han med et hårdt fladt indlæg, næste nede ved hjørneflaget, lagde den præcist ind til Sverre, som sparker den hårdt ind i toppen af målet.

 

U9 holdet med deres fortjente medaljer

Osama - Liv - Albert - Sverre - Snorre - Phillip - Mathias - Magnus

 

U12 var i pulje med Højby, B67 & Allested. 4 U12 drenge og 6 U11 drenge var klar til at bevise at de kan spille U12 efter nytår. Hurtigt kunne vi se at fysikken var vokset lidt hos modstanderne, end det vi har været vant til i U11 rækken. Dog burde det ikke være et problem, da vi vil spille vores spil, med gode kombinationer, og lade bolden gøre arbejdet. Dagens baner indikerede ikke det polerede spil, da heftig regn havde gjort banerne tunge og smattede. 

Kampen mod Højby, var først test. De havde 3 hurtige og kropsstærke spillere, som skabte mange problemer for os. Men vi holdt stand i 28 minutter, så faldt kampens eneste scoring. Desværre var det Højby der fik scoret, men drengene havde stor ære af kampen. De kæmpede fortrinligt!

2. kamp var mod rivalerne fra B67. Her beviste vi i vores forsvarsspil at vi kan stå sammen. B67 havde bolden mest, og pressede på gennem hele kampen. Dog havde vi enkelte omstillinger, og en af dem gav pote. Victor spiller bolden frem langs højrekanten til Fatih, der driver bolden frem og finder Luca i feltet, der finter en modstander og snyder målmanden. Luca får skrabet bolden videre ind i feltet, hvor Joakim let kan score i et tomt mål. Klasse opspil og mål! Andreas og forsvaret holder stand i resten af kampen, og vi vinder 1-0, i en kamp hvor vi defensivt stod fantastisk!

3. og sidste kamp var mod Allested. Når man spiller U12, så er det med Anfører på holdet, og trænerteamet havde valgt at give Bilal det gule bind i de to første kampe. Xander overtog det i sidste kamp. Det skulle vise sig at være en genistreg. Bilal havde spillet låst i de 2 første kampe, og lignede ikke den Bilal vi kender, og Xander havde ligeledes ikke været på toppen i de to selvsamme kampe. Det ændrede sig i sidste kamp. Bilal spillede frigjort, fightede og kæmpede som vi kender ham, mens Xander dirigerede tropperne nede fra den defensive midtbane. Begge spillere var blevet klart bedre af at få skiftet anfører! Nå tilbage til kampen, med 2 dominerende spillere tilbage i deres vante roller, så måtte det give pote for holdet. Og det gjorde det. Fatih laver et fantastisk flot & frækt mål, da han i et løb mod målet chipper bolden over keeperen der kommer ud mod ham. Men dagens ØB'er på holdet ville ikke stå tilbage. Joakim banker sig ind på målscorerollen for 2. kamp i streg, og giver holdet en ro med føringsmålet til 2-0. Det slog luften ud af Allested, og cruise control over ØB holdet. Dog skulle Joakim da lige lave en pind mere til en flot sejr på 3-0. 

Et godkendt stævne for drengene og dermed et bevis på at vi nok vælger at hoppe en række op i foråret.

Dagens U12 hold efter medaljeoverrækkelse

 

Alexander - Xander - Fatih - Luca - Joakim - Bilal - Andreas - Victor - Mikkel. 

Oliver nåede ikke med på billedet

 

Luk