Menu

ØB's Vedtægter

 

Vedtægter i Foreningen

Østre Boldklub

 

§1. Foreningens navn og formål:

  1. Foreningens navn er Østre Boldklub, almindeligvis forkortet til ØB, med hjemsted i Odense. Foreningen er stiftet d. 6. juli 1930 og har som formål at fremme fodbold og idræt. Foreningen er medlem af FBU under DBU, samt med i Samvirkende Idrætsklubber i Odense (SIKO).
  2. Team ØB er ØB’s afdeling for tegning af skiltereklamer, annoncer o. lign. Team ØB’s evt. overskud tilgår løbende ØB’ hovedkasse. Team ØB er i øvrigt underlagt ØB’s love.

§2. Medlemsforhold:

  1. Foreningen består af aktive og passive medlemmer.
  2. Optagelse af medlemmer sker ved skriftlig begæring herom. For medlemmer under 18 år, kræves underskrift af forældre eller værge.
  3. 3 Udmeldelse af foreningen kan kun ske skriftligt med 14 dages varsel til den 1. i hvert kvartal.
  4. Et medlem kan ekskluderes, såfremt kontingentet ikke betales rettidigt eller, hvis medlemmet skønnes at skade foreningens anseelse eller arbejde.

§3. Generalforsamling:

  1. Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.
  2. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år den 3. torsdag i februar, hvis denne torsdag falder i uge 7 rykkes datoen 1 uge frem eller tilbage. Den indkaldes af bestyrelsen med mindst 8 dages varsel og bekendtgøres pr. sms, mail, hjemmeside og ophæng i klubhuset. Forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal fremsendes senest 3 dage før. Dog skal forslag til lovændring fremlægges til eftersyn i foreningens lokaler senest 8 dage inden generalforsamlingen.
  3. Ekstraordinær generalforsamling indkaldes når mindst 3 bestyrelsesmedlemmer kræver det eller, når mindst 1/3 af de stemmeberettigede medlemmer fremsender skriftlig begæring herom med angivelse af dagsorden. Den ekstraordinære generalforsamling skal i så fald afholdes senest 6 uger efter begæringens aflevering. Indvarsel sker som ved ordinær generalforsamling.
  4. Stemmeret på generalforsamlingen har aktive og passive medlemmer over 18 år, som har medlemskab i mindst 4 mdr. og som ikke er i kontingentrestance ud over det kvartal, hvori generalforsamlingen afholdes – dog har personer der kun er medlem af Team ØB ikke stemmeret.
  5. Stemmeafgivelse kan kun finde sted ved personligt fremmøde.
  6. Alle afgørelser på generalforsamlingen træffes ved almindelig stemmeflertal – dog kræver vedtægtsændringer 2/3 majoritet. Alle afgørelser sker ved håndsoprækning medmindre mindst 5 stemmeberettigede tilstedeværende medlemmer eller dirigenten kræver skriftlig afstemning. Ved stemmelighed bortfalder forslaget.
  7. Æresmedlemmer kan på bestyrelsens forslag udnævnes ved en generalforsamling.
  8. Dagsorden for den ordinære generalforsamling er flg.:
  9. Valg af dirigent
  10. Beretning fra bestyrelsen
  11. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab og redegør for klubbens økonomi.
  12. Behandling af indkomne forslag.
  13. Valg af bestyrelse samt af suppleant.
  14. Formand / kasserer
  15. Øvrige bestyrelsesmedlemmer.
  16. Valg af 2 revisorer og 1 revisorsuppleant.

§4. Valg til bestyrelsen:

  1. Bestyrelsen vælges af generalforsamlingen og ethvert stemmeberettiget medlem er valgbart. Dog er ØB-lønnede bestyrelsesmedlemmer inhabile ved ansættelse / opsigelse- og lønforhandlinger. Der må max. Være 2 lønnede af ØB i bestyrelsen.
  2. Bestyrelsen består af formand, kasserer og indtil 8 medlemmer. Valgperioden er 2 årig, dog således at kasserer og formand ikke kan afgå samtidigt. Generalforsamlingen kan dog beslutte at valgperioden, for op til 2 nyvalgte bestyrelsesmedlemmer, kun er 1 år. Valgperioden for suppleanter er 1 årig.
  3. Såfremt kandidater til en post opnår lige mange stemmer, foretages omvalg blandt disse. I tilfælde af stemmelighed ved omvalget foretages lodtrækning.
  4. Såfremt mere end et bestyrelsesmedlem udtræder i valgperioden, supplerer bestyrelsen sig selv indtil næste generalforsamling.
  5. Medlemmer til bestyrelsen kan vælges, såfremt skriftligt tilsagn foreligger og vedkommende er forhindret i personligt fremmøde.
  6. Medlemmer af bestyrelsen er ud over generalforsamlingen valgte:
  • Forældreforeningsrepr.

Kun bestyrelsesmedlemmer valgt på generalforsamlingen har stemmeret.

 §5. Bestyrelsens myndighed:

  1. Bestyrelsen leder foreningen efter disse love. Bestyrelsen tegner administrativt og økonomisk den samlede forening udadtil.
  2. Repræsentation i lokale, nationale og internationale organer afgøres i samråd med de respektive afdelingers udvalg.
  3. Bestyrelsen er bemyndiget til – under forudsætning af mindst 4 bestyrelsesmedlemmers skriftlige accept at købe, sælge eller optage lån i fast ejendom, dog kan formand og kasserer i fællesskab optage lån på max. Kr. 100.000;-
  4. Bestyrelsen skal såfremt det af sportslige eller økonomiske grunde skønnes nødvendigt, kunne nedlægge en afdeling. Afdelingen kan dog forlange beslutningen udskudt til endelig afgørelse på en generalforsamling.
  5. Såfremt det skønnes hensigtsmæssigt kan bestyrelsen foranledige nye afdelinger.
  6. Bestyrelsen kan nedsætte udvalg til løsning af særligt opgaver.
  7. Bestyrelsen kan foretage eksklusion af medlemmer jvf. §2, stk.4.

§6. Bestyrelsens pligter.

  1. Kassereren udarbejder hvert år inden generalforsamlingen, budget for det kommende år i samarbejde med et evt. økonomiudvalg. Den samlede bestyrelse skal godkende budgettet.
  2. Regnskabet følger kalenderåret og regnskabet skal revideres af 2 generalforsamlingsvalgte revisorer.
  3. Bestyrelsen har ansvaret for pasning og vedligeholdelse af bestående anlæg, klubhus og anden fast ejendom.
  4. Bestyrelsens ansatte i Tutten, ungdomstrænere / holdledere og medlemmer af Forældreforeningen skal stille med en børneattest.
  5. Bestyrelsesmedlemmer skal have et fremmøde på minimum 25% af planlagte møder ellers kan bestyrelsen ophæve samarbejdet.(bliver opgjort hver 6 mdr.

§7. I tilfælde af underskud:

  1. Dersom klubben på den ene eller anden måde skulle pådrage sig et underskud, er det samtlige klubbens medlemmer der hæfter pro rate.

§8. Opløsning:

  1. Foreningen kan kun opløses, når 2 på hinanden følgende generalforsamlinger med 2/3 af de fremmødte medlemmers stemmer har vedtaget dette. Ved opløsning af foreningen skal evt. midler gå til foreninger eller sammenslutninger, der udfører børne- og ungdomsarbejde i Odense Kommune.